Ølgod apotek
 
Piercing
 

Piercing

Værd at vide om piercing

Piercing er en kropsudsmykning, der kan laves mange steder på kroppen. Behandles og plejes piercingen ikke rigtigt, er der risiko for, at der går betændelse i såret.

Piercingen laves ved at bryde gennem huden med en nål, hvorefter der sættes en stav eller ring i huden. Stadig flere får dekoreret deres tunge, navle, øjenbryn eller ører med en piercing. Vær meget opmærksom på, at forholdene hos pierceren er pæne, og at der er lige så rent som hos lægen eller tandlægen. Hygiejnen skal være i top, når du skal stikkes. Bliv ikke piercet på en markedsplads eller lignende. Det er også vigtigt, at du altid kan få fat i den person, der har piercet dig, hvis der opstår problemer, eller hvis der er noget du er i tvivl om.

Hvornår skal jeg søge hjælp?

Kontakt lægen eller spørg på apoteket, hvis der går betændelse i piercingen, og den ikke er i bedring i løbet af kort tid. Kontakt i øvrigt den person, der har piercet dig, hvis du er i tvivl om noget.

Hvad kan jeg selv gøre?

Forsøg ikke selv at lave en piercing. Gå til en rigtig piercingklinik eller andre steder, hvor indgrebet kan foregå i betryggende omgivelser. Det vil sige med sterile redskaber og desinfektion af det sted på kroppen, hvor piercingen skal foretages. En ny piercing skal passes og plejes. Flere gange dagligt indtil hullet er helet, skal piercingen rengøres grundigt. Helingstiden er ofte mindst 4-5 uger og i nogle tilfælde helt op til 3-5 måneder. Det afhænger af, hvor på kroppen piercingen er foretaget.

I de første mange uger efter at piercingen er foretaget, skal du behandle det piercede sted med sæbe med en pH-værdi på 3,5 (Lactacyd® eller Vivag®), saltvandsopløsning eller klorhexidin. Alle tre produkter kan købes på apoteket. Staven eller ringen, som sættes i piercingen lige når den er lavet, er fremstillet af titanium. Senere, når hullet er helet, kan du vælge at købe smykker af f.eks. guld. Vær opmærksom på, at nogle metaller kan give nikkelallergi.

Findes der medicin i håndkøb?

Hvis der er gået betændelse i piercingen kan det renses med klorhexidin, mild sæbe eller saltvandsopløsning (se ovenfor). Midlerne fås i håndkøb på apoteket. Da man skal desinficere i lang tid, er brintoverilte ikke nogen god løsning. Det ætser vævet en lille smule og dermed forsinkes eller ødelægges sårhelingen.