Ølgod apotek
Ølgod Apotek
Torvet 4
DK-6870 Ølgod
Tlf.: 7524 4333
Man. - tors. 9.00-17.30
Fredag 9.00-18.00
Lørdag 9.00-13.00
Søn- og helligdage Lukket

Webredaktør:
Farmaceut Vilhelm Knudsen
e-mail vk.oelgod snabela apoteket.dk
Sidst opdateret:
25-04-2008 VK

Internetsalg på Ølgod Apotek kan nu ske via apotekets side på  www.apoteket.dk

Fra denne side kan man fra Ølgod Apotek bestille medicin, det vil også blive muligt at bestille receptpligtig medicin herfra og øvrige varer.
Det er naturligvis en forudsætning for bestilling af receptmedicin, at der af lægen er udstedt en recept på lægemidlet.
  
Indgangen vil være en digital signatur (borgersignatur). Man kan få medicinen leveret i håndkøbsudsalg, få sendt pr post, få bragt pr bud (dog kun i Ølgod by)  eller afhente på apoteket. Der opkræves et gebyr ved budlevering. Ved levering pr post anvendes postvæsnets takster.
Betaling kan ske med dankort eller Visa/dankort eller kontant.  Det er nødvendigt at anvende digital signatur, da en del af kommunikationen (bl.a. dankortnummeret) foregår via en sikker forbindelse - krypteret, så evt. lyttere på tråden ikke kan få hoved eller hale i det, der sendes.

Ved bestillingen kommer den officielle information om produktet frem, så man kan læse den. Man modtager en ordrebekræftelse med et ordrenr. Hvis man betaler med betalingskort bliver pengene først trukket, når produktet er ekspederet.

Opdateret den 25-04-2008 VK

Efter sygesikringslovens regler om tilskud til medicin afhænger tilskuddets størrelse af den enkelte persons forbrug af medicin med tilskud i løbet af en periode på ét år (det behovsafhængige tilskudssystem).

Perioden på ét år er startet første gang, du har købt tilskudsberettiget medicin efter 1. marts 2000, og perioden udløber et år efter den pågældende dato. En ny periode starter første gang, du køber tilskudsberettiget medicin, efter at din forudgående periode er udløbet og når denne periode er udløbet starter næste periode ved næste køb i den nye periode 

Beløbsgrænser

Skemaet nedenfor viser, hvorledes tilskuddet til medicin afhænger af den årlige udgift. Beløbsgrænserne ændres én gang årligt den 1. januar. Beløbsgrænserne pr. 1. januar 2008 fremgår af skemaet.

Årlig udgift pr. person i tilskudspriser ca.

Tilskud til medicin til Personer over 18 år

Tilskud til medicin til Personer under 18 år
0 – 445 kr. 0% 50%
445– 1.080 kr. 50% 50%
1.080 - 2.535 kr. 75% 75%
Over 2.535 kr. 85% 85%

Tilskud til kronisk syge

Efter sygesikringsloven kan personer, der har et stort, varigt og fagligt veldokumenteret behov for tilskudsberettiget medicin, få tildelt et særligt kronikertilskud. Kronikertilskuddet indebærer, at der pr. 1. januar 2008 lægges et loft på 3.270 kr. over den årlige egenbetaling opgjort i tilskuds­priser. Tildeling af kronikertilskud kræver, at lægen søger Lægemiddelstyrelsen om, at der ydes patienten et sådant tilskud.

I det behovsafhængige tilskudssystem overstiger egenbetalingen for personer over 18 år 2.325 kr., når vedkommende person har købt tilskudsberettigede lægemidler for i alt  16.827 kr. Børn og unge under 18 år vil have købt for 18.310 kr.

Tilskudspriser

Sygesikringens tilskud ydes ikke altid til lægemidlets fulde købspris. Ved beregning af tilskud anvendes således den såkaldte ”tilskudspris”. Det er også tilskudsprisen, der anvendes ved opgørelsen af dit samlede forbrug af tilskudsberettiget medicin.

Tilskudsprisen fastsættes løbende. Tilskudsprisen er prisen på det billigste præparat.

Tilskud til døende

Efter sygesikringsloven kan Lægemiddelstyrelsen efter ansøgning fra den behandlende læge bevillige en døende, som vælger at tilbringe sin sidste tid i eget hjem eller på hospice, 100% tilskud til den medicin, som lægen har udskrevet på recept. Tilskuddet ydes, uanset om det pågældende lægemiddel er tilskudsberettiget eller ej.

Lægemiddelstyrelsens Centrale Tilskudsregister (CTR)

CTR er et landsdækkende elektronisk register, som sikrer, at du får det korrekte tilskud, når du køber medicin med tilskud. Du genkendes i CTR ved dit CPR-nummer. I CTR står der, hvor stort et beløb, du har købt tilskudsberettiget medicin for i løbet af din igangværende tilskudsperiode på ét år. Desuden står der, om du har ret til tilskud som kronisk syg eller som døende. Der står ikke noget i CTR om, hvilken slags medicin du har købt eller hvilke sygdomme, du har.

Apoteket kan mod et gebyr udskrive en liste over, hvad der står om dig i registeret. Et år efter afslutningen af din opgørelsesperiode slettes alle oplysninger om den pågældende periode. Kommer du i tvivl om, hvorvidt du har fået det rigtige tilskud, må du derfor henvende dig til apoteket eller i Lægemiddelstyrelsen, inden der er gået et år efter opgørelsesperiodens udløb. Du bør derfor gemme dine kvitteringer fra apoteket i op til to år. Du bør være opmærksom på, at dit CPR-nummer fremgår af kvitteringen fra apoteket.

Bemærk: Du mister retten til at få tilskud fra den offentlige sygesikring, hvis du ikke vil registreres i CTR. Det skal du fortælle til apoteket, som så ikke må indberette dine køb til registret.

Andre medicintilskud

Kommunerne kan endvidere i medfør af sociallovgivningens regler yde tilskud til betaling af udgifter til medicin til pensionister, hvis økonomiske forhold er særlig vanskelige, til personer i økonomisk trang eller til handicappede, som bor i eget hjem.

Kilde Indenrigs- og Sundhedsministeriets hjemmeside 02-01-08 let forkortet.
 
Opdatereret 03-01-08 VK