Lus
Vi plages af lus som aldrig før.
Især i børnehaver og skoler, hvor børn færdes tæt sammen, er det et problem. Hold derfor øje med, om der er »liv« i håret - og hvis du opdager lus, så gå i gang med at behandle hurtigst muligt.
Hvad er lus?
Der findes flere arter af lus. Men det er hovedlus, der sædvanligvis plager os mennesker. Hovedlus lever nede ved hårbunden, hvor der er fugtigt og varmt. De holder godt fast i hårene, og klatrer sjældent ud i dem. Risikoen for at få lus er lige stor, om håret er kort eller langt, nyvasket eller snavset.
Lus er små vingeløse, grågule insekter, der er cirka 2-3 millimeter lange. De skal have blod et par gange om dagen og kan højst overleve to dage væk fra mennesket. En lus er levende og bevæger sig. Hunnen lægger gul-hvide æg, der er knap en millimeter store og ligner skæl. De sidder som limet fast på hårene helt inde ved hovedbunden og kan være svære at skelne fra sandkorn.
Lus kan ikke flyve eller springe. Og de forlader kun frivilligt et hoved, hvis de kan kravle over på et andet. De smitter altså kun ved direkte kontakt, hvis børn eller voksne stikker hovederne sammen. Der er en lille risiko for smitte, hvis du låner andres kam, børste eller hue.
Hvordan opdager du lus?
Lus holder især til i nakken eller bag ørerne. Du skal holde øje med, om dit barn går og klør sig i hovedet. Lus lever nemlig af at suge blod fra hårbunden, og det kan give kløe og irritation. Hvis du ikke har haft lus før, kan der gå op til et par uger, før det begynder at klø.
Har du mistanke om lus, er det vigtigt, at du undersøger håret hyppigt med en tættekam. Så kan du behandle med det samme, og dermed sikre, at smitten ikke bringes videre. Du bør undersøge dit barn for lus, når det efter en ferie skal i skole eller daginstitution igen, eller når der er opdaget lus i barnets klasse eller daginstitution.
Opdager du kun få lus, kan du fjerne dem ved at kæmme håret med en tættekam. Er der mange lus og eventuelt æg, bør du både bruge et lusemiddel og kæmme håret.
Sådan kæmmer du håret
Vælger du kun at kæmme håret, skal det gøres meget grundigt. Før du går i gang, vasker du håret og smører det grundigt ind i hårbalsam. Når du bruger balsam, glider kammen lettere i håret og lusene glider nemmere ud. Håret skal være vådt, for så lukker lusene deres åndehuller og bevæger sig ikke. Dernæst reder du skilninger i håret med få centimeters mellemrum.
Du skal kæmme fire gange i løbet af 14 dage. Den første kæmning skal fjerne alle voksne lus fra håret. Efter tre dage kæmmer du igen for at få fat på de nyudklækkede lus, så de ikke når at lægge æg. Derefter kæmmer du igen to gange med tre dages mellemrum. Håret er nu fri for lus, hvis du ikke er blevet smittet af andre i mellemtiden. En kæmning tager 10 - 15 minutter alt efter hårets tykkelse og længde.
Brug et lusemiddel
Du kan bekæmpe lusene med et lusemiddel, enten shampo eller liniment, som du kan købe på apoteket. Præparaterne er lette at bruge og indeholder lægemidler, der er giftige for lus, men ikke for mennesker, hvis du bruger dem korrekt.
Læs brugsanvisningen godt igennem, inden du bruger lusemidlet, og bemærk:
Du skal altid kontrollere, om behandlingen med lusemidlet har virket. Det skal du gøre efter mindst to timer, da der kan gå noget tid, før lusene dør. Er der stadig levende lus i håret, er behandlingen slået fejl, eller også er du blevet smittet igen lige efter behandlingen. Er der stadig æg i håret, behøver det ikke betyde, at behandlingen ikke er lykkedes. Døde æg og tomme æggeskaller er gennemsigtige og hvide, og de vokser ud sammen med håret, da de nærmest er limet fast til hårstrået. Det vil sige, at æg, der sidder mere end en halv centimeter fra hårhunden, er klækkede eller døde.
Hvis behandlingen ikke har været effektiv, skal du skifte til et andet præparat eller anden behandlingsmetode.
Skal omgivelserne behandles?
Tidligere sagde man, at hele husstanden skulle behandles samtidigt, hvis bare én havde lus. Men i dag er man bange for, at lusene udvikler modstandsdygtighed, og derfor anbefaler man kun behandling af de personer, der faktisk har lus og /eller luseæg. Til gengæld skal du være meget omhyggelig med at undersøge alle familiens medlemmer for lus. Du bør så vidt muligt også informere alle, der har været i nærkontakt med den smittede, så de også kan blive undersøgt.
Lus er meget afhængige af det specielle klima, der er i hovedbunden. De trives bedst ved temperaturer omkring 30 grader og høj fugtighed. Kommer de uden for dette miljø, dør de inden der er gået to døgn. Derfor er risikoen for at blive smittet med lus fra omgivelserne ikke særlig stor, og du behøver ikke gøre noget ved tøj, møbler og lokaler. Du kan gøre børster og kamme rene i sæbevand eller luseshampo. Huer og hatte kan du enten vaske 20 minutter ved 60 grader, eller du kan lægge dem i fryseren i mindst fire timer
Kilde:Apoteket Online: www.apoteket.dk